teenager og skilsmisse.

Jeg var ca 13 år da mine forældre fortalte mig de skulle skilles. Jeg husker stadig dagen tydeligt og det tror jeg endelig altid man vil.

Folk siger at det dårligste tidspunkt for et barn at blive et skilsmisse barn er når de er teenageres. Det er fuldstændig rigtigt, ikke at der decideret er en periode i ens liv hvor det er godt at blive skilsmisse barn, men som teenager er det bare svære. Med alle de hormoner og nye ting i ens liv man oplever som teenager, er en skilsmisse bare ikke prikken over i’et.

Men som sagt husker jeg dagen tydeligt. Jeg havde planer med min daværende bedste veninde Nete senere på dagen. Det var en sommerdag og mine forældre sagde at de ville tale med mig. Vi sad ude i haven, mine forældre på hver deres side af bordet og mig for enden. De fortalte da de skulle skilles, og efter at havde tygget på den lidt spurte de om jeg ville med op og se den lejlighed min mor skulle flytte ind i.

Ja bum sagde det! Ikke nok med at de skulle skilles så havde min mor allerede fundet et andet sted at bo. Lejligheden lå 10 min fra vores hus, og var en lejlighed hun lejede af nogle hun kende som ikke brugte den. Jeg husker at jeg sagde ja til at gå med op og se lejligheden, og så ringede jeg til Nete med det samme, og fortalte hende hvad der var sket og at jeg kom hjem til hende efter.

Det utroligt hvad man huske fra når ens forældre bliver skilt. Jeg husker den dag som var den igår, men husker ikke at min mor pakkede sine ting og flyttede ud af huset.

For mig blev det nok den hårdeste periode i mit liv, men den bagte også meget positiv med. Jeg husker min far sagde til mig at jeg selv måtte bestemme hvem jeg ønskede at bo fast hos (her blev ikke planlagt 7/7 ordning eller hver anden weekend hos den ene)

Det skal lige siges at min mor har været hjemmegående så længe jeg husker (hun er billedkunstner og havde “værksted” hjemme). Min far har altid arbejdet meget, han er lidt af en arbejdsnarkoman. Så jeg har altid brugt mest tid med min mor. Ikke at jeg ikke har brugt til med min far for det har jeg selvfølgelig, men aldrig sådan bare os to i længere tid. Jeg besluttede mig alligevel for at blive boende hos min far, og det har virkelig betydet meget for vores forhold.

Ikke længe efter mine forældre blev skilt, rejste min far og jeg til Rom og senere en tur til Paris. En måde at finde et bånd på og opleve noget sammen samtidig med at vi havde ro til at snakke skilsmissen igennem, disse rejser vil jeg ALDRIG glemme! Det er noget vi vil havde sammen for evigt og noget jeg stadig ville ønske vi kunne gøre.

Samtidig med at jeg fik bygget et bånd op med min far, gik mit bånd totalt i stykker med min mor. I 2 år snakkede vi stort set ikke sammen, jeg inderligt hadet min mor. Jeg kunne ikke klare at være i samme rum som hende, og jeg var modbydelig overfor hende.

Husker tydeligt en dag jeg gik sammen med nogle venner fra min klasse i netto som lå lige ved siden af vores skole og lige ved siden af min mors lejlighed. Mens jeg går med min venner på gaden går vi forbi min mor som står på sin parkerings plads. En ven siger til mig – er det ikke din mor der står der? Og jeg vender mig kigger på hende og svare – jeg kan ikke se nogle! Og går videre. Jeg var modbydelig over for min mor og kostede hende meget sorg i 2 år. Tænk den følelse hun må havde haft, tænk at blive afvist sådan af sin egen datter! De 2 år og den opførelse jeg havde over for min mor er det jeg fortryder aller mest i mit liv, og gør stadig så ondt i mit hjerte at jeg har kunne udsætte hende for det! Det fortryder jeg af hele mit hjerte!