Angst

Lige nu køre der meget snak i medierne om angst for at bryde tabu om angst.

Det har fået min tanker tilbage til den gang jeg led af angst. Efter den bilulykke jeg var udsat for sammen med min mor i 2007, fik jeg diagnosen PTSD- Post-traumatisk stress syndrom. Jeg led meget af angst i de første 2 år efter ulykke, det var en meget mærkelig følelse og jeg viste faktisk ikke i første omgang at det var angst. Det tog noget tid for mig før jeg fortalt mine forældre og læger at jeg havde problemer.

Min angst anfald kom hvis jeg kørte i bil, hvis nogle overhældede os sprang jeg i mit sæde. Jeg lavede mange gispe lyde mens jeg var med ude og kører. Faktisk blev det så slemt at min krop lukkede ned når jeg satte mig ind i en bil. Min far kunne hente mig på min efterskole og 5 min efter jeg havde sat mig ind i bilen faldt jeg i søvn, fordi min krop lukkede ned. Jeg vågnede kun med et chok hvis en stor lastbil kørte forbi eller når vi endelig var fremme hvor vi skulle hen. Da mine angst anfald var værst kom det mens jeg gik på gaden. Jeg fik voldsomme angst anfald hvis jeg gik på gaden og en bil kom kørende op bag mig, faktisk var det så slemt at jeg flere gange straks satte mig krøllet sammen ned på jorden og begynde at skrige og græde.

Til sidst tog mine forældre mig til lægen som sendte mig videre til børne psykolog som sende mig videre til en psykiater fordi jeg led af depression, og her fik til konstateret ptsd og panik angst. Jeg fik udskrevet lykke piller og gik til samtaler hos min psykiater på Hillerød psykiatafdeling. Det hjalp mig utrolig meget og idag lider jeg ikke mere af ptsd og lykke pillerne er også smidt for længst.

Dog sidder angsten stadig i mig. Hvis folk spurte mig ud i det blå om jeg led af angst ville jeg sige nej fordi jeg faktisk ikke tænker over at jeg stadig lider af angst, men det gør jeg.

Inden min bilulykke elskede jeg fart, jeg elskede når min far lige trådte lidt ekstra på spideren så man kunne mærke trækket i bilen. Det gør jeg ikke mere…

For 3 år siden fik min kæreste givet mig skubbet til at tage mit kørekort, og var det ikke for ham havde jeg nok aldrig fået det gjort. Det var her jeg fandt ud af at angsten stadig lå i mig. Jeg HADER sammen fletninger, netop fordi at bilerne kommer bagfra. Jeg hader at køre på motorvej fordi folk køre i så høj fart, og jeg har ikke særlig meget tillid til andre billister og føler ikke de ved hvilke kræfter de sidder med når de køre bil.

Faktisk sidder min angst så dybt i mig at jeg kun har kørt på motorvej en gang siden jeg fik mit kørekort og der sad min far ved siden af mig i bilen og “tvang” mig til at jeg skulle køre. Nu skal det også siges at jeg ikke ejer min egen bil hvilke også gør det lidt svært at udfordre mig selv til at køre.

Jeg ved at angsten ikke kun sidder i mig men også i min mor. Husker tydeligt en dag hvor min kæreste og jeg havde lånt mine forældres bil mens de var ude og rejse. Da de ankom til Danmark igen skulle vi hente dem i lufthavnen, min kæreste havde brugt flere timer på at overtale mig til at jeg skulle køre alene ud og hente dem om aften. Så jeg fik prøvet at køre på motorvej og så på et tidspunkt hvor der ikke var så mange biler. Til sidst sagde jeg ja og var spændt (på den gode måde) for at hente mine forældre. Da mine forældre så lander ringer de til min kæreste som så fortæller at det er mig der henter dem, hvor efter jeg høre min mor råbe i tlf’en – det skal hun ikke! Hun skal ikke køre på motorvej nu! Det vil jeg ikke havde! Og bum så sad angsten der med det samme! Jeg nægtede at hente mine forældre og min kæreste måtte køre ud og hente dem istedet. Her måtte han fortælle mine forældre at det ikke hjalp situationen at de ikke var støttende om at lade mig køre og at de udviste frygt for det hjalp heller ikke.

Jeg kan mærke at min angst for at køre bil bremser mig meget! Det betyder ikke at jeg slet ikke vil køre bil for det vil jeg gerne, jeg køre dog altid kun veje jeg ved ikke har sammenfletninger eller ender på motorvej. Jeg ved at jeg skal havde overvundet min frugt men jeg ved også at jeg er min egen værste fjende! Det er en proces der absolut ikke er nem men noget jeg gerne vil lærer at overvinde. Jeg vil gerne være den person andre sige til – ok Sabine du køre hjem fordi du har ikke drukket og det har jeg så kan du køre hjem. Og at jeg så bare sige selvfølgelig også selv om vi skal på motorvej.

Jeg ved at jeg skal ud og køre mere bil og få det ind under huden igen og vende mig til en bil igen. Men det kræver så også bare at man ejer en bil eller har en til rådighed hvilke jeg har ikke har pt. Jeg ved det er en kamp jeg skal være klar til at tage og ikke noget folk bare kan presse mig ud i, men det er også en ting jeg er overbevist om at jeg skal overvinde.

Angsten skal ikke vinde over mig, jeg skal vinde over den